Knækket tand

Har du en knækket eller skadet tand? Bestil en tid hos os og få det ordnet med det samme! Vi tilbyder 100% smertefrie behandlinger.

Bestil tid
eller ring på +45 3887 9919

Tandlæger der opererer en knækket tand

Hvornår knækker en tand

Tænder er forbløffende stærke, men ikke desto mindre kan der slås en flig af emaljen, tænderne kan knække eller flække.

Tænder får ofte skader som et resultat af et traume. Dette traume kan være det at bide på noget hårdt, et stød eller slag til hovedet. Børn har særlig tendens til at knække deres tænder, når de vælter eller falder af cyklen eller under leg.

Tænder, der er i højrisiko for at knække eller flække, er ofte svækkede tænder. Dette kan være rodbehandlede tænder, som har tendens til at blive mere ”glas-agtige” og sprøde. Derfor anbefales det altid, at en rodbehandlet kindtand forsynes med en krone.

Tænderne kan også knække som følge af træthedsbrud på grund af utallige små  udvidelser og sammentrækning af ældre sølvfyldninger, som sker ved termiske påvirkninger i munden (indtagelse af varmt/koldt).  Ved gamle sølvfyldninger ses ofte tendens til revnedannelse, som i nogle tilfælde kan gå helt ned til tandens nerve. Dette kan i mange tilfælde være et forvarsel, inden tanden knækker (frakturerer). Hvis tandlægen vurderer, at der er stor risiko for, at tanden vil knække, skifter man ofte en gammel sølvfyldning ud til en plastfyldning eller krone. På denne måde bibeholdes så meget af egen og sund tandsubstans som muligt, samt der undgås et brud på tanden.

En anden årsag til, at en tand knækker, kan være et stort hul i tanden. Dette hul eller cariesangreb kan have underminéret emaljen og svækket tanden i en grad, så et stykke af overfladen kollapser og knækker af. Hvis et stort stykke af tanden knækker af, kan det gøre ondt, hvis nerven er  skadet. Hvis nerven i tanden bliver udsat for kold luft, spyt, varmt eller koldt fra føden eller drikke, kan det være særdeles ubehageligt.

Når en tand knækker eller flækker, kan det både forekomme méd eller uden smerter. Det kan endda være, at du ikke opdager skaden øjeblikkeligt. Små tandskader foranlediger sjældent symptomer. Tandskader, hvor bruddet ligger tættere på nerven, kan være smertefuldt. Dette kan skyldes, at bruddet ikke kun har forvoldt skade på tanden, men at denne skade også har fortsat hele vejen til tandens nerve.
Smerte fra en knækket tand kan være konstant eller komme og gå. Mange mennesker føler smerte, når de tygger grundet det tryk, tanden belastes med under tygningen. Når den knækkede tand bider ned på føden, udvider revnen sig, og når tyggetrykket mindskes, bliver revnen igen mindre. Dette giver ophav til smerte og kan genere tandens nerve.

Større frakturer kan medføre, at en større del af hele tanden knækker af.

Hvad kan du gøre?

Knækket eller skadet tand
Hvis du har en knækket tand, bør du søge tandlæge øjeblikkeligt. Husk på, at med tænder bliver tingene altid værre af at vente !!!

Der er ikke nogen måder hvorpå man selv kan behandle en tand derhjemme. Du bliver nødt til med det samme at kontakte din tandlæge, som skal afgøre, hvilken behandling der er nødvendig. Særligt hvis tanden er følsom for temperaturændringer (varmt/koldt) eller, hvis det gør ondt, når du spiser. Hvis smerten er konstant, er det et advarselstegn på, at tandskaden har påvirket tandnerven og tandens indre strukturer.

Din tandlæge skal afgøre, om din tand er knækket, fordi der er et hul i tanden, og om nerven er i fare. Voksne med en beskadiget nerve ender ofte med at få lavet en rodbehandling, mens hos børn er der større chance for, at nerven kan reddes, såfremt der behandles med det samme.

Akut behandling af knækket tand, som du selv kan foretage:

  • Gem de afknækkede stykker af tanden.

Hvis det var et relativt rent brud, kan det i nogle tilfælde være muligt for tandlægen at lime stykkerne sammen, som en midlertidig løsning.

  • Skyl munden grundigt med lunkent vand eller klorhexidin.

Hvis du havde mulighed for at gemme det afbrækkede fragment, skyl da også det under rindende vand. Opbevar det afbrækkede stykke tand i et glas mælk.

  • Hvis tanden er knækket som følge af slag, og det bløder fra området. Tag da et rent stykke gaze eller køkkenrulle og oprethold et tryk på det blødende område i ca. 10 minutter, til blødningen holder op.

Køl med en is i et viskestykke på området, hvor du har slået dig.Dette kan mindske hævelse og reducere smerten.

  • Hvis du ikke har mulighed for at gå til tandlæge med det samme. Køb da på apotektet et tandkit, som du kommer på den knækkede tand. Husk at tygge sammen, før det hærder. Er dette ikke en mulighed, afdæk da tanden med tyggegummi.
  • Tag smertestillende.

Knækket tand og behandling hos tandlægen

Der er mange mulige behandlinger af en knækket tand. Behandlingen afhænger helt af, hvor alvorlig tandfrakturen (tandskaden) er. Hvis tanden er knækket i den ydre del af tanden (emaljen), så kan din tandlæge oftest reparere den med en simpel plastfyldning. Et mere alvorligt brud kendetegnes ved, at tanden knækker på en uhensigtsmæssig måde, hvor emaljen såvel som den indre del af tanden (dentin) involveres. I nogle tilfælde kan din tandlæge dog stadig reparere tanden med en plastfyldning, men oftest har tanden brug for en omsluttende restaurering i form af en krone.

De mest alvorlige brud er, når en tand knækker, så bruddet involverer tandens nerve. Her er det nødvendigt for din tandlæge først at fjerne kar- og nervevævet i tanden ved hjælp af en rodbehandling og herefter forsyne tanden med en krone.

Knækkede tænder kan være mange forskellige ting, som hver kræver forskellig behandling:

Små revner:
Små revner i emaljen kaldes ”emalje infraktioner”. Disse er små overfladiske revner, der kun påvirker tandens emalje altså den yderste del af tanden. Emalje infraktioner kræver kun meget sjældent behandling. Langt de fleste mennesker har disse infraktioner der nemt ses under en god lyskilde.
Såfremt der er små hakker i tanden, kan disse af tandlægen eventuelt let beslibes for at glatte dem ud, hvis der overhovedet behandles.

Affraktureret flig:
Hvis man har slået en lille flig af tanden, er det ikke altid nødvendigt med behandling. Dog kan din tandlæge behandle med en lille plastfyldning eller blot ved at beslibe tanden. Dette for at forbedre udseende, glatte området og samtidig forhindre at det udvikler sig.

Knækket tyggeknuder:
Tyggeknuder er de spidser, der er på tyggefladerne af kindtænderne. Når disse knækker af, påvirker det kun sjældent tandens nerve, hvorfor der kun sjældent er voldsom smerte forbundet hermed. Denne type af flækket eller knækket tand kan dog gøre ondt ved tygning, da den knækkede del kan sidde fast i tandkødet og forvolde smerte, når den belastes. Det er ofte indersiden af en kindtand, hvor dette sker. Hvis det affrakturerede stykke tand sidder fast i tandkødet, er det meget vigtigt, at det hurtigt fjernes, da dette kan give ophav til en tandbyld og smerter.
Da denne type af frakturer kan forstyrre din tygning, bliver tandlægen nødt til at behandle. Små frakturer behandles nogle gange med en fyldning til at genskabe tandens form. Dog kræver denne type af knækkede tænder ofte kronebehandling, hvor tanden dækkes med et metal- eller porcelænsmateriale.

Kompliceret tandfraktur (fraktur = knækket tand):
Denne type af tandfraktur er så dyb, at den involverer blottelse af nervevævet i tanden. Sædvanligvis vil det bløde fra den afbrækkede tand. Når en tand knækker på denne måde, giver det næsten altid øjeblikkelige smerter, og tanden vil være meget følelsom. En sådan fraktur kræver en rodbehandling, hvor den blottede nerve fjernes. Herefter skal tanden forsynes med en krone for at genskabe tanden. Husk disse behandlinger foretages altid i lokalbedøvelse, hvorfor denne type af behandling altid er smertefri.

Infraktioner (usynelige revner i tanden)
Denne type af frakturer (knækkede tænder) involverer hele tanden fra tyggefladen og hele vejen ned til nerven. Selv om tanden jo i virkeligheden er knækket, er fragmenterne ikke skilt ad. Disse infraktioner er sammenlignelige med de revner, der kommer i forruden af en bil ved stenslag; stykkerne bliver på deres plads, men revnen spredes ganske langsomt. Denne type af revner (infraktioner) kan nogengange reparereres med en plastfyldning, men ofte har tanden brug for en krone for at forhindre, at revnen udbredes. Hvis tandens nerve er beskadiget, kan det blive nødvendigt med en rodbehandling.
Denne type af usynlige revner opdages ofte ved, at patienten klager over smerter ved tygning på hårde fødeemner, og at tanden ellers i øvrigt ikke fejler noget. Tandlægen vil bede dig om at bide på en hård pind, og dette vil give udslag, idet revnen vil udvides en smule og derved give ophav til smerte.

Flækket tand
En flækket tand vil sige, at tanden er knækket lodret i 2 dele.
Nogle tænder som for eksempel de store kindtænder har mere end én rod. I nogle tilfælde kan den ene af rødderne reddes, som så forsynes med en krone, efter den er blevet rodbehandlet. De eller den rod, som ikke skal bruges, fjernes med en mindre kirugisk procedure.
Det er dog kun sjældent, at en tand kan reddes på denne måde. Ofte vil den flækkede tand skulle trækkes ud og erstattes med et implantat eller en bro.

Knækkede tandrødder eller vertikal rodfraktur
Her er tandens rod knækket i lodret retning eller helt flækket. Tanden er knækket ved rodspidsen, og revnedannelsen fortsætter hele vejen ud mod tyggefladen. Denne type af rodfrakturer er ofte ledsaget af smerte, fordi der som følge af skaden er betændelse eller infektion i vævet omkring roden. Rodbehandlede tænder, der er forsynet med en stift, støbtopbygning eller en stiftkrone, er mere udsatte for rodfraktur, idet roden og tanden svækkes ved udboring til stift.
Behandling består oftest i fjernelse af tanden. Tanden erstattes af et implantat eller en bro.


Knækket tand, som følge af hul i tanden
Når del af tanden knækker som følge af et hul i tanden eller hvad tandlægen kalder et caries-angreb, smuldrer eller knækker tanden, fordi hullet har undermineret emaljen og svækket tanden indefra. Din tandlæge skal her evaluere hullet og den bedste måde at genskabe tanden på. Ofte vil behandlingen bestå i en plastfyldning eller en kronebehandling.

Har du en knækket eller skadet tand? Bestil en tid hos os og få det ordnet med det samme! Vi tilbyder 100% smertefrie behandlinger.

Bestil tid
eller ring på +45 3887 9919