ParodontitisHar du problemer med dit tandkød?

Hvad er parodontitis?

Parodontitis er en folkesygdom og kaldes: De løse tænders sygdom. Parodontitis (parodontose) er en bakterierelateret sygdom, hvor den knogle som bærer tænderne langsomt forsvinder. I sidste instans mistes tænderne som følge heraf.

Sygdommen er kun meget sjældent forbundet med smerter og rammer oftest voksne individer ældre end 30 år, som er storrygere.

For at lette forståelsen af sygdommen parodontitis er det nødvendigt først at beskrive den raske tand:
En sund tand består af en krone og en rod. Tandroden er fæstnet til knoglen og dermed kæben via et utal af små fine fibre (parodontale fibre), som sørger for, at tænderne ikke er i direkte kontakt med kæbeknoglen. Det vil altså sige, at tænderne ikke, som mange tror, hviler direkte på knoglen men derimod hænger i et netværk af fine tråde, som kaldes parodontal-membranen.

Ved parodontitis ses en destruktion af tændernes knoglevæv, således at knoglen langsomt forsvinder og tanden mister dermed sit fæste. Når knogledestruktionen har nået et kritisk lavt niveau, med for lidt knogle til at kunne modstå de daglige belastninger, mister patienten sin tand.

Aggressiv parodontitis

Der findes en mere aggressiv form for parodontitis, som ofte har en tidlig debut, og angriber mere lokalt snarere end generelt i hele tandsættet. Dennes type for paradentose kaldes “hurtigt udviklende parodontitis” eller “ungdomsparodontitis”/”juvenil parodontose”. Lider man af denne form er udviklingen af sygdomsforløbet mere aggressivt og hurtigt forløbende.

Sammenhæng mellem sygdomme i hjertet, sukkersyge og parodontitis

Der er nu etableret en direkte sammenhæng mellem ubehandlet parodontitis og hjerte-/karsygdomme. Det er lykkes forskere at påvise parodontitisbakterier fra mundhulen i åreforkalkninger i hjertets kranspulsåre. Disse åreforkalkninger mindsker tilførslen af blod og ilt til hjertet, som i sidste instans kan være livstruende.

Videnskabelige studier har ligeledes vist, at diabetikeres behov for insulin mindskes, såfremt deres parodontitis er velbehandlet.
Disse nye videnskabelige gennembrud tyder på, at man i mange år har negligeret den reelle sundhedsrisiko ved at have parodontitis, og dermed vigtigheden af behandling af sygdommen.

Hvem rammes af parodontitis?

Det er bevist, at der kan være arvelig disposition for parodontitis. Det vil sige, at hvis én eller begge forældre er plaget af denne sygdom, er der forhøjet risiko for, at man selv udvikler parodontitis.
Særligt udsatte er rygere, da rygning kraftigt forværrer parodontitis. Der er ofte god sammenhæng mellem stor knogledestruktion grundet parodontitis og et stort tobaksforbrug.
Ligeledes har diabetikere (sukkersyge) og visse etniske folkeslag en forøget risiko for at udvikle parodontitis.
Ovenstående skal forstås som, at medlemmer af højrisikogruppen har en lavere tolerance/modstandsdygtighed overfor de sygdomsfremkaldende bakterier, som forårsager parodontitis. Derfor skal disse persongrupper være særlig opmærksomme på sygdommen. Her kan tidlig indgriben af tandlægen og en ideel mundhygiejne virke forbyggende, så sygdommen aldrig kommer til udtryk.
Ligeledes kan folk, der IKKE er disponeret for sygdommen, udvikle parodontitis, såfremt de rette omstændigheder er hertil.

Hvordan og hvorfor opstår parodontitis?

Parodontitis opstår efter, at tandkødsranden har været dækket af en bakteriebelægning (plak) i en længere periode. Når bakterieplakken ikke er blevet børstet væk, og har ligget uforstyrret hen i en tid, ”modnes” denne, hvorved den bliver mere skadelig. Efter kun en kortere periode begynder tandkødet at reagere på den bakterielle trussel.
Forløbet starter med en infektion i tandkødet, som omgiver tanden, men i dette stadie er der endnu ikke mistet knogle, dette kaldes tandkødsbetændelse eller gingivitis. Tandkødet hæver op og bliver højrødt langs tandkødsranden. Tandkødet er i denne fase ømt og med stor blødningstendens. Der ses løsere tilhæftning af tandkødet til tænderne, hvilket letter adgangen for bakteriernes invasion under tandkødsranden. Dette er ofte ledsaget af dårlig ånde og/eller smag i munden grundet bakterierne og deres affaldsprodukter.

Årsagen til at tandkødet har let til blødning er, at patienten ikke selv effektivt fjerner de bakterier, der potentielt kan være ødelæggende for tandsættet. Kroppens eneste forsvarsmekanisme er, at de hvide blodlegemer kommer til den aktuelle region og fjerner en del af bakterierne for at minimere bakteriernes skadelige effekt.
For at blodlegemerne kan nå den pågældende region, bliver kroppen nødt til at danne et utal af fine blodkar, der ligger helt overfladisk, for at de hvide blodlegemer kan komme i nær relation til bakterierne og efterfølgende fjerne dem. Når blodkarrene ligger lige under slimhindens overflade, vil der ses en blødning ved selv mindste påvirkning. Derfor kan man bruge det, at tandkødet har øget blødningstendens diagnostisk som en indikator eller et tegn på, at tandkødet er under et bakterielt angreb, og at bakterierne ikke fjernes effektivt nok. Læs om brugen af tandstikker og tandtråd her.

Efter en periode med ubehandlet tandkødsbetændelse (gingivitis) udvikler dette sig ofte til sygdommen parodontitis. Bakterierne vil fortsat blive mere patogene (ondartede) og begynder nu at bevæge sig under tandkødsranden i tandkødslommerne. Netop her sker der en ophobning af anarobe bakterier (bakterier der trives i et iltfattigt miljø) og deres vævsnedbrydelige biprodukter. Disse er i stand til at forårsage destruktion af blødvæv såvel som knoglevævet. Kæbeknoglen, der fæstner tanden, reagerer på den bakterielle trussel ved at trække sig tilbage for at undgå infektion/betændelse, hvorved tandkødslommerne med tiden bliver dybere. Derfor måler tandlægen tandkødslommerne for at se, hvor slemt angrebet patienten er af parodontitis. Jo dybere en tandkødslomme er, jo længere er parodontitis sygdomsforløb fremskreden. En sund tandkødslomme bør ikke være mere end maksimalt 3 mm.

Som tandkødslommerne langsomt men stadigt bliver mere fordybede, opstår der en “ond cirkel”, hvor renhold efterhånden umuliggøres, da tandbørstens hår maksimalt når 1 mm under tandkødsranden. Dertil kommer, at når bakterier kommer i kontakt med visse elementer af spyttet og tandkødslommevæsken, forkalkes (mineraliseres) dele af bakteriebelægningerne, hvorved tandsten dannes. Dette fænomen opstår såvel over som under tandkødsranden. Tandsten minder på mange måder om kalk. Det vil sige, at det er ru og hårdt, hvilket gør det lettere for nye bakterier at invadere på ny, hvilket naturligvis forværrer situationen yderligere.

Symptomerne på parodontitis er ofte dårlig smag i munden, blødning og pus fra tandkødslommerne. Tænderne bliver løse og har tendens til at vandre, og dermed ændres tandstillingen. I takt med at knoglen forsvinder, trækker tandkødet sig længere og længere tilbage, hvormed tandhalse og rødder blottes. Når tandhalsene blottes, kan der opstå isninger i forbindelse med at spise eller drikke koldt og varmt.
Slutningen af sygdomsforløbet med parodontitis er, at knoglefæstet omkring tænderne til sidst er helt væk, således at der ikke længere er noget, der fæstner tænderne til kæben, hvorved slutteligt tænderne falder ud og dermed mistes.

Hvordan behandles parodontitis?

Første skridt er den ikke-kirurgiske parodontitisbehandling

Da parodontitis er en sygdom, som er forårsaget af bakterier, vil den første behandling, som tandlægen tyr være at minimere den bakterielle udfordring, som tænderne og tændernes støttevæv (knoglen og tandkødet) står overfor.

Det vil altså sige, at det første tandlægen gør, er at forsøge at motivere sin patient til at få en optimal mundhygiejne. Der instrueres derfor altid grundigt i korrekt tandbørsteteknik, brug af tandtråd eller interdentalbørster til at fjerne bakteriebelægningen imellem tænderne.

Hvis den parodontitisramte patient er ryger, vil det forsøges at få patienten motiveret til et endeligt rygestop, da rygning forværrer parodontitis markant. Det er bevist, at rygning nedsætter evnen af kroppens eget immunforsvar til at forsvare sig overfor bakterieangreb i tandkødslommerne.
Efter instruktion i gode mundhygiejnevaner vil der blive foretaget en grundig tandrensning både over og under tandkødsranden om nødvendigt under lokalbedøvelse for at kunne få renset ordentligt ud. Målet er her at fjerne tandsten og glatte tandrodsoverfladen i tandkødslommen samt at fjerne tandsten over tandkødsranden. Tandsten er med til at gøre det lettere for bakterierne at kolonisere tænderne og tandkødslommerne. Når tandstenen fjernes, går man samtidig ind og delvist fjerner eller i det mindste forstyrrer de patogene (ondartede) bakteriebelægninger, hvorved deres sygdomsfremkaldende potentiale nedsættes. Denne type grundige tandrensninger kaldes i folkemunde en “parodontitisbehandling”. Denne behandling skal gentages cirka én gang hver 3. måned for at holde parodontitis i ave.

Ved succesfuld parodontitisbehandling stabiliseres knogleniveauet, så der ikke mistes yderligere knogle og dermed ikke sker en forværring af fæstetabet af tanden. Ved en helet (helbredt) paradentose sker der kun i ringe grad en genopbygning af knoglen, hvorfor man i store træk må berede sig på, at den knogle, der er mistet, aldrig kommer tilbage, med mindre tandlægen aktivt kirurgisk gør noget for at genopbygge den.

Føler man sig meget generet af det kosmetiske resultat efter en helet parodontitis, hvor knogleniveauet har stabiliseret sig, er der dog mulighed for behandling.

Er man meget ked af det kosmetiske udseende med mørke mellemrum imellem tænderne, er der i nogle tilfælde mulighed for at kunne behandle tænderne i fronten med tandfacader. Det er en behandling, hvor man med porcelænsfacader forsøger at minimere de mørke luftrum imellem tænderne, hvor tandkødet engang har været. Herved opnås en bedre æstetik og et kosmetisk udseende af tænderne.

Såfremt parodontitistænderne har flyttet sig, og er vandret væk fra deres normale tandstilling eller eventuelt er roteret/drejet, er der mulighed for tandregulering (ortodonti). Dette kan enten gøres ved hjælp af almindelige bøjler (togskinner/brackets), men der er ofte også mulighed for, at tandreguleringen kan foregå ved hjælp af en serie af helt gennemsigtige skinner, som patienten skal gå med i en periode. Disse skinner er næsten helt usynlige, når de er i munden, hvorfor denne behandling kaldes Invisalign.

Som parodontitispatient skal man være opmærksom på, at slækker man på disse nye gode mundhygiejne-vaner og de hyppige parodontitisbehandlinger/grundige tandrensninger, kan parodontitis nemt få overtaget igen. Man skal være klar over, at man resten af livet skal have øget fokus på sine tænder. I det øjeblik, man slækker på egne krav eller dropper behandlingen, kan sygdommen starte igen med fornyet kraft.

Forebyggelse af parodontitis

Hvordan undgår man parodontitis?

Den bedste måde at undgå parodontitis på er ved at forebygge. Dette gør man med en ideel mundhygiejne med korrekt tandbørsteteknik, brug af tandtråd eller interdentalbørster. Derudover er det uhyre vigtigt, at man undgår at få en ryge-uvane.

Hvis man har mistet tænder

Det kan være stærkt livskvalitetsforringende, hvis man mangler tænder eller, hvis de tænder, man har, er meget løse. Hvis man er tæt på eller måske allerede har mistet tænder på grund af parodontitis, vil der ofte være mulighed for, at man kan erstatte de manglende eller løse tænder med enten implantater, en bro, eller en aftagelig protese.

Hvis den almindelige parodontitisbehandling ikke virker?

Såfremt den almindelige parodontitisbehandling ikke har haft tilstrækkelig effekt, og alle muligheder her er udtømte, er næste skridt at få foretaget en kirurgisk parodontitisoperation.
Før en operation skal det dog konstateres, at patienten ikke kan gøre yderligere selv for at forbedre sin mundhygiejne. Hvis det ikke er tilfældet, kan en parodontitisoperation ofte være indiceret.