Tændernes anatomiLær om den sunde tand

Tændernes og kæbernes anatomi

For at kunne forstå tandrelateret sygdomme og behandlinger skal man kende den sunde og raske tand.

Tænderne og tilhørende væv:

Hver tand består af 2 hovedbestanddele

• Krone
• Rod
• Kronen og rodkomplekset mødes ved tandhalsen, som normalt ligger under tandkødsranden.

Emaljen

Emaljen er den hvide, hårde belægning, som dækker tandkronen. Emaljen er udformet med tyggeknuder og et tyggerelief i kindtænderne. Det er det hårdeste materiale i kroppen og har ikke kar- og nerveforsyning, hvorfor der ikke er noget genopbygningspotentiale, hvis der slås noget af emaljen af, som det ses i dentin eller knogle. Emalje består hovedsagligt af Calcium-fosfat og er hårdt som sten.

Dentin

Dentin er et lysebrunt, hårdt materiale, som udgør langt størstedelen af tanden. I kronen er dentinen dækket af emalje, og i rodkomplekset er dentinen dækket af rodcement. Dentin omgiver tandens mest vitale struktur – pulpa, som hovedsageligt består af kar og nerver i både kronen og rodkomplekset.
Dentin er et levende væv, og det kan livet igennem blive dannet. Dentin kan registrere smerte.
Et beskyttende lag nydannet dentin, kaldet sekundær dentin, dannes over pulpa. Dette dannes som beskyttelse mod pulpa ved caries, kraftigt slid, erosion eller tandfraktur af tanden. Når dentinen blottes, som ovenfor beskrevet, bliver tanden følsom og kan forårsage smerte og blive temperaturfølsom for koldt og varmt.

Pulpa

Tandens nervevæv, blodkar og bindevæv kaldes pulpa.
Pulpa er beliggende i rodkanalerne og i pulpakammeret i tandens krone.
Hvis pulpa bliver udsat for en bakteriel infektion, traume (slag) eller caries, vil dette skade den og medføre, at den dør (nekrotiserer) og dette kan være meget smertefuldt. Herefter vil der dannes en tandbyld (absces) ud for rodspidserne. Hvis der ikke her udføres en rodbehandling, vil tanden gå til grunde og den skal trækkes ud.

Tandens rødder ligger begravet i kæbeknoglen i en knoglefatning der kaldes alveolen.

• For- og hjørnetænderne har kun 1 rod.
• De små kindtænder (præmolarerne) kan både have 1 eller 2 rødder.
• De store kindtænder (molarere) kan have enten 2 eller 3 rødder.
• Hver rod har en rodkanal, som tandens nerver og blodkar løber igennem.
• Tændernes rødder er dækket med cement, som har indlejret fibre der løber fra rodcementen til alveoleknoglen. Disse fibre kaldes periodontalligamentet.

Rodcement

Rodcementen er en tynd, mineraliseret overflade, som dækker rødderne. Rodcementen møder emaljen ved tandhalsen. Denne grænse kaldes emalje-cementgrænsen. Cementen har, som emaljen, ingen nervetilførsel.

Periodontal membranen eller periodontal ligamentet

Periodontal membranen hæfter tændernes rod til kæbeknoglen. Denne fibermembran indeholder både nerver og blodkar.
Den fungerer også som en elastisk pude mellem tanden og knoglen. En lille bevægelighed af tanden er mulig. Tanden sidder altså ikke stift fast til kæbeknoglen. Der er fleksibilitet.

Kæbeleddet

Kæbeleddet består af 2 led – et på hver side af ansigtet. Bevægelse af underkæben til tygning og tale tilskrives bevægelse af dette led. Kæbeleddet har funktion både som et ”hængselsled” og som et ”glideled”. Dette tillader kæben at være fleksibel og at kunne bevæges i et utal af retninger.

• Underkæben kan bevæges op og ned, når munden åbnes og lukkes.
• Når vi tygger mad og taler, bevæger kæben sig frem og tilbage, til siden og cirkulært.
• Ved små børn kan kæben kun bevæge sig op og ned i en hængselsbevægelse. Fleksibiliteten og andre bevægelser af kæben udvikles med ankomsten af det blivende tandsæt (permanente tandsæt).