Kompliceret rodbehandling Rodbehandling under operationsmikroskop
Kompliceret rodbehandling
Hos Tandlægerne på Frederiksberg har vi etableret en specialiseret endodontiklinik (rodbehandlingsklinik), som gør, at vi er i stand til at håndtere selv de mest komplicerede cases in-house på klinikken. Det betyder, at du ikke behøver at blive henvist til en anden klinik, men kan få foretaget al behandling hos os uden lang ventetid. Du vil oftest blive behandlet i vores endodontiklinik, hvis din tandplejer har identificeret, at din tand er kompliceret eller hvis du har behov for en rebehandling (revision).
Hvad er en kompliceret rodbehandling?
Visse tænder kan være særligt udfordrende at behandle på grund af forskellige faktorer såsom komplekse rodstrukturer, afbøjede tandrødder, forkalkede rodkanaler eller tilstedeværelsen af flere rodkanaler. Dette er ofte tilfældet med kindtænder i overmunden, hvorfor vi altid anbefaler rodbehandling under operationsmikroskop til disse tilfælde.
Rodbehandlinger indebærer en vis risiko for behandlingsrelaterede komplikationer, såsom knækkede instrumenter i rodkanalerne eller utilsigtede skader på tanden. For at minimere disse risici og sikre en præcis behandling anvender vi operationsmikroskop, hvilket er en uvurderlig ressource til komplicerede rodbehandlinger. Operationsmikroskopet muliggør en forstørrelse af arbejdsfeltet, som sikrer, at alle rodkanaler identificeres og behandles korrekt, hvilket i sidste ende reducerer risikoen for betændelse betydeligt.
En rodbehandling er en procedure, hvor tandlægen indledningsvis vil rense inficeret og betændt nervevæv væk fra tandkronen, samt rodkanalerne. Efter at kronen og rodkanalerne er blevet desinficeret og renset, bliver der fyldt specielt rodfyldningsmateriale i rodkanaler, som forebygger, at bakterierne geninficerer kanalerne og dermed forværre problemet. Når rodbehandlingen er fuldendt og infektionen er fjernet, kan knoglen hele op på ny igen. I tilfælde, hvor det er en kindtand, der bliver rodbehandlet, anbefaler vi altid, at patienten får lavet en krone for at kunne modstå de belastninger og pres, der pålægges tanden.
Ekspertise i komplicerede rodbehandlinger
Hos os er du i gode hænder, da vores rodbehandlingstandlæge, Amin, har gennemgået en efteruddannelse i mikroskopvejledende rodbehandlinger. Han har opnået ekspertise i at håndtere komplekse rodbehandlinger, herunder diagnosticering, behandling og udarbejdelse af omfattende behandlingsplaner og sidder til dagligt kun og udfører disse behandlinger. Derudover kan vi anvende CBCT (3D-røntgen) forud for behandlingen, som sætter os i stand til at stille den rigtige diagnose og derfra den rette behandling.
Nogen oplever desværre, at deres rodbehandling ikke forløber godt efter behandlingen, hvilket i de fleste tilfælde medfører flere omkostninger ifbm. rebehandling. Vi ved, at mange er bekymrede for dette, og derfor har vi gjort det muligt at behandle selv de mest komplicerede cases in-house, så vi sikrer den bedst mulige behandling for vores patienter, da vi på klinikken har vi gennem et længere projekt undersøgt de tænder, der oftest ender med infektioner efter en almindelig rodbehandling, og derfor kan din tandplejer forud for behandlingen identificere, hvilke tænder, der bør behandles under operationsmikroskop for at opnå så høj en succesrate som muligt.
Højere succesrate med operationsmikroskop
Når vi rodbehandler under operationsmikroskop, har vi væsentlig højere succesrate for at finde de rette rodkanaler på de komplicerede tænder, hvilket er afgørende for en vellykket behandling. Mikroskopet giver os mulighed for at forstørre op til 12,5 gange, hvilket er betydeligt mere end de 2x forstørrelse, der opnås ved brug af loopbriller. Det integrerede LED-lys gør det nemmere for os at skelne mellem roden og området omkring, som har stor betydning, når kanalens placering er vanskelig at identificere. Det hjælper også med at forhindre fejlboring og sikrer nøjagtighed under hele behandlingen.
Hvis du er en af de patienter, der tidligere har haft dårlige oplevelser med rodbehandlinger, kan du altid få en vurdering af en af vores dygtige tandlæger, som alle er kompetente i forhold til at vurdere, hvorvidt din tand bør rodbehandles under mikroskop eller ej. Vores mål er altid at sikre, at du får den rette behandling og vores dedikerede tandlæger og avancerede udstyr kan levere netop det. Vi sætter en ære i at tilbyde vores patienter trygge og effektive rodbehandlinger.
Læs hvad vores patienter synes om os