Spring til indholdet
Vores telefon har åbent mandag til torsdag kl. 07:15-16:30, fredag 7:15-14:30 og lørdag 07:45-14:00.

TandbørsteteknikLær om tandbørstning

Det er vigtigt at børste dine tænder på en korrekt og skånsom måde. Her lærer du, hvordan du bedst børster tænder.

Generelle råd og fif til tandbørstning:

  • Børst mindst 2 gange dagligt: En af disse bør være umiddelbart inden, du går i seng. Når du går i seng og sover, nedsættes spytsekretionen, og din mund tørrer ud. Dette gør det nemmere for den syre, som bakterierne producerer, at angribe tænderne. Prøv også at børste tænder om morgenen enten før eller efter morgenmaden. Efter morgenmaden er bedst. På denne måde fjernes madrester. Men hvis du er typen, der spiser morgenmaden på vej ind i bilen eller måske skipper morgenmåltidet helt, børst da tænderne som det allerførste om morgenen. På denne måde fjernes den plak, der er opbygget over natten.
  • Børst ikke mere end 3 gange om dagen: Tandbørstning efter frokost giver dig en god rengøring af tænderne midt på dagen. Børster du mere end 3 gange dagligt, kan det skade tænderne og tandkødet.
  • Børst dine tænder med et let tryk: Et for hårdt tryk på tandbørsten kan skade dit tandkød. Det kan få tandkødet til at trække sig tilbage fra tanden, så man får synlige og blottede tandhalse. Plak klistrer fast til tænderne, som marmelade klistrer til en spiseske. Det kan ikke fjernes fuldstændigt ved blot at skylle, men selv en ganske let børstning vil nemt kunne rengøre helt.
    Når plakken er mineraliseret og blevet til hård tandsten, så er tandbørsten ikke længere tilstrækkelig. Hvis du føler, at du måske børster for hårdt, så hold da tandbørsten som du holder på en blyant eller kuglepen. Dette indbyder til et lettere tryk.
  • Børst i minimum 2 minutter: Stil uret, hvis nødvendigt, men lad være med at springe over, hvor gærdet er lavest, når det gælder børstetiden. 2 minutter er et absolut minimum for, hvor hurtigt man kan rense samtlige tænder i munden. Mange mennesker børster til længden af en sang i radioen. Det fungerer som en god huskeregel at børste hver enkelt tand grundigt.
  • Du skal have en standard rutine for din tandbørstning: Prøv at børste dine tænder i samme rækkefølge hver eneste dag. Dette kan hjælpe dig til at dække alle områder af din mund. Hvis du gør dette, som en fast rutine hver gang du børster, bliver det nærmest helt reflektorisk, at du børster godt hver gang. Du kan for eksempel børste ydersiden af overkæbetænderne fra venstre til højre, herefter børste tyggefladerne og derpå indersiden. Gentag dette mønster for underkæbetænderne.
  • Brug altid en ”blød” eller ”ekstra blød” tandbørste: Jo hårdere din tandbørste er, jo større er risikoen for at skade dit tandkød.
  • Elektriske tandbørster er rigtig gode, men ikke altid nødvendige: Elektriske tandbørster er et godt alternativ til en almindelig tandbørste. De er specielt gode til mennesker, som aldrig har lært en korrekt tandbørsteteknik. De er ligeledes et godt valg til mennesker med nedsat fysisk kraft i hånden, som kan vanskeliggøre tandbørstning. Brug den elektriske tandbørste i minimum 2 minutter uden et for hårdt tryk.

Udskiftning af tandbørste

Skift din tandbørste regelmæssigt: Smid din gamle tandbørste ud efter 3 måneder, eller, når børstehårene begynder at stritte ud til alle sider. Hvis børstehårene begynder at stritte ud til alle sider, inden der er gået 3 måneder – så er der stor risiko for, at du børster for hårdt. Forsøg at børste lidt lettere uden det hårde tryk.

Tandbørster

Høj kvalitet til fair priser

Se komplet prisliste

Tryg og smertefri behandling

Mere om os

Vi har lørdagsåbent

Bestil en tid
Tandboersteteknik

Ved du, hvordan man børster tænder?

De fleste af os har lært at børste tænder, da vi var børn. Ofte bevarer vi denne tillærte børsteteknik ind i voksenalderen. Uheldigvis har mange af os lært at børste tænder på den forkerte måde. Også selvom vi måske har lært at børste med en korrekt teknik, er det ikke sikkert, at vi følger denne teknik livet igennem.
Det at børste sine tænder korrekt er faktisk ret svært. Man skal fjerne plakken uden at børste for hårdt og dermed skade tandkødet og til dels også tænderne. Der er nogle forskellige måder, hvorpå man kan børste sine tænder korrekt. Din tandlæge eller tandplejer kan vise dig den metode, der virker bedst for dig.

Læs om tandpasta her.

Læs hvad vores patienter synes om os

Den modificerede Bass-teknik

Den modificerede Bass-teknik (se nedenfor) er den mest populære voksenbørsteteknik. Forældre bør supervisere deres børns tandbørstning indtil minimum 9-10 årsalderen. Man siger populært, at barnet kan børste sine egne tænder den dag, det har motorik nok i fingrene til at kunne skrive deres egen underskrift.

Tandboerstningsfilm

Sådan børster du bedst dine tænder

  • Hold tandbørsten vandret langs tænderne med nogle af hårene i berøring med tandkødet.
  • Hæld tandbørsten lidt på skrå, så børstehårene peger mod tandkødsranden.
  • Bevæg tandbørsten frem og tilbage ved hjælp af små rykvise bevægelser. Spidserne af børstehårene skal helst forblive på samme sted samtidig med, at børstehovedet bevæger sig frem og tilbage. Du kan også lave små cirkulære bevægelser med tandbørsten. Disse bevægelser tillader, at børstehårene forsigtigt kan glide ned under tandkødsranden og rengøre her. Gør dette med ca. 20 ryk-bevægelser eller 20 cirkel-bevægelser pr. tand. Når man har et sundt tandkød, forårsager dette ingen smerte. Hvis det gør ondt, børster du for hårdt.
  • Rul eller træk tandbørsten, så børstehårene bevæger sig væk fra under tandkødsranden mod tyggefladen af tanden. Dette fjerner plakken fra under tandkødsranden og nedsætter risikoen for tandkødsbetændelse.
  • Gentag dette for hver eneste tand i munden på indersiden, ydersiden og på tyggefladerne.
  • Det kan være svært at holde tandbørsten vandret på indersiden af fortænderne både i overkæben og i underkæben. Derfor skal tandbørsten her holdes lodret. Brug de samme små rykvise børstebevægelser, som tidligere nævnt. Afslut med en fejende bevægelse over skærekanten på tanden.
  • Til tandbørstning af tyggefladerne skal børstehårene holdes direkte ned mod fladerne, der ønskes rengjort. Med små forsigtige bevægelser bevæges tandbørsten med rykvise frem og tilbage eller med cirkulære bevægelser indtil hele overfladen af tanden er grundigt rengjort.
  • Skyl nu grundigt med vand.
  • Du kan fjerne endnu flere bakterier fra mundhulen ved at børste din tunge. Børst grundigt og fast på tungeryggen i frem og tilbage bevægelser. Gør ikke dette så langt tilbage, at du oplever brækrefleksen aktiveret. Skyl herefter igen med vand.

Udover at børste sine tænder grundigt, er det vigtigt, at man besøger en tandplejer jævnligt til en tandrensning. Det er nemlig ikke alt, man selv kan fjerne. Kontakt os via vores online booking eller på tlf. + 45 89 88 50 35.

Tandlægerne På Frederiksberg